146
han sin Pibe og sad enten hjemme med en lille Toddy foran sig, eller ogsaa gik han ud for at træffe et Par bekendte, som han sagde, og han kom da regelmæssigt hjem, naar Klokken slog tre Kvarter til tolv, glad og snaksom og rød i Ansigtet.
Hans Kone var lille af Vækst med et lille Ansigt fuldt af Rynker. Hendes smaa, skarpe Øjne saá alt. Hun var meget nøjeregnende, og det var ikke ret tit, man kunde gøre hende tilpas. Men forstod man at rette sig efter hendes Smaanykker, og kunde man taalmodigt tage imod Tilrettevisninger, selv om de var uretfærdige, var hun let at vinde, og hendes Velvilje viste sig altid paa en eller anden reel Maade i Handling.
De to gamle havde ingen Børn, og da Elin kom til dem, var hun jo kun femten Aar. „Man kan umulig behandle Barnet som en almindelig Pige,“ sagde Fruen, og saadan gik det til, at Elin kom til næsten at regnes med i Familjen.
Naar der ikke var fremmede, lod hun gærne Elin sidde inde hos sig om Aftenen. Fruen sad og broderede eller syede.
Manden sad ved Siden af med Toddyglasset foran sig, og Elin læste højt af en eller anden Lejebibliotheksroman. Lampen lyste med et varmt, gult Skær paa de tre, som sad dér, og alt var roligt og stille. Naar Elin blev træt, lagde den gamle sit Haandarbejde bort, Elin gik efter sit Hækletøj, og nu læste Fru Sivert selv, mens Elin lod Hæklenaalen løbe, og hun og Manden sad og hørte paa
