143
at sé paa ham, og saa havde han løftet sin knyttede Haand som til en Ed og sagt:
„Men jeg vil vide, hvis Skyld det er. Jeg skal nok faa det at vide. Og ham skal jeg ...“
Han havde ikke kunnet faa et Ord mere frem, men var gaaet sin Vej. Han sagde hende ikke en Gang Farvel.
Men det var alligevel godt, at hun ikke behøvede at være bange for mer at faa ham at sé ved hvert Skridt, hun gik, og mens hun kom til at tænke herpaa, gik hun frem i Porten og saá nysgærrigt ud paa Gaden.
Der saá ud som i alle andre Gader. En Ølvogn med en fed Hest og en rødblisset Kusk kom luntende forbi. En gammel Dame kravlede pustende op ad Bakken, et Par Herrer gik i livlig Samtale ned ad den og forsvandt om Hjørnet. Til begge Sider saá hun to Rækker Huse, høje, graasnavsede, ensformige. Lutten var diset, og der var vaadt paa Gaden. En kold Foraarsblæst fejede omkring inde i Porten. Maaske var der akkurat her som dér, hvor hun før havde boet, naar blot hun havde været her lidt længere og var bleven vant til det.
Hun kom med ét til at tænke paa, at nu var hun nede i den gentile Del af Byen, hvor hun altid havde været saa glad ved at komme hen, og hun følte, hvordan Blodet pressede sig sammen om Hjærtet. Hvordan mon hun vilde faa det, naar hun nu kom op i sit nye Hjem? Om der endda blot var gaaet et Par Dage, saa at hun rigtigt
