II.
Elins Sager var allerede flyttet, hen til det Herskab, hos hvem hun nu skulde tjene. Hun skulde gaa derhen lige fra Banegaarden, og hendes Søster fulgte hende et Stykke paa Vej. Saa gav de to Sødskende hinanden Haanden og skiltes.
Elin gik langsomt op ad Regeringsgatan, til hun kom til Smålandsbackan. Dér bøjede hun af, gik forbi et Par Huse og ind i en mørk Port. Dér standsede hun og trak Vejret dybt. Hendes Hjærte bankede, saa hun maatte støtte sig mod Væggen, og Taarerne var igen ved at bryde frem.
Hun tænkte paa Moderen. Nu var hun rejst. Og paa Frederik. Hvor han dog havde været underlig, da hun havde sagt, at hun ikke kunde holde af ham. Han var bare gaaet et Par Skridt bort fra hende, og tungt og hæst sagde han:
„Ja, saa er det vel forbi.“
Men saa med ét var han sprunget frem imod hende, havde holdt sit Ansigt saa tæt op til hendes, at det ordenlig gjorde ondt i hendes Øjne blot af
