140
maaske komme til det. Men nu glædede hun sig ikke dertil.
Ti hun havde aldrig tænkt sig, at Moderen skulde lade hende blive alene, og hun følte sig saa bange ved Tanken om at komme ud paa egen Haand. Hun frygtede for sig selv og for, hvad der skulde blive af hende. Hun havde hørt om saa mange, som det var gaaet daarligt for. Hele Byen saá mørk og truende ud for hendes Fantasi, og Lygterne lyste med et usikkert, falskt Skin; det havde ikke mere noget lokkende ved sig. Alt var blot fremmed og tomt og trist.
Men inderst i hende fødtes efter Haanden en anden Følelse. Moderen gjorde nok alligevel ret i at gifte sig paa sine gamle Dage. Det gik ikke an at vise det gode, som tilbødes en, fra sig. Ti det kom aldrig anden Gang igen, og det var ingen Spøg ikke at have andet her i Verden at stole paa end sit Arbejde. — —
Og Dagene gik, og snart skulde Moderen rejse.
Elin havde faaet Plads hos en Porcelænshandler i den nordlige Del af Byen, og hun skulde tiltræde den, naar Moderen var rejst.
Dagene gik næsten hurtigere end sædvanlig, syntes hun. En Del af det gamle Bohave var blevet solgt ved Avktion, Resten havde hendes Sødskende faaet. Moderens store Kuffert stod pakket, og Kurven og Bylten laa ved Siden af.
Elin græd hele Tiden, mens Bybudet bar Sagerne bort, og saa fulgtes de ned til den lille
