133
Men han blev med ét kridhvid i Ansigtet, rykkede Billedet fra hende, rev det hæftigt i smaa Stumper og gik sin Vej.
Men nogle Dage efter var han selv kommen og havde givet hende et nyt Portræt.
En anden Gang var hun bleven dygtig vred paa ham over en eller anden Ubetydelighed. Hun havde taget hans Billede, stukket Øjnene ud paa det med en Haarnaal og sendt ham det med Posten. I fjorten Dage havde hun saa ikke sét noget til ham. Hun fortrød, at hun havde været ond imod ham, og næste Gang de mødtes, bad hun ham om et nyt Portræt.
Saa havde han givet hende endnu et.
Hun følte sig alvorlig til Mode, næsten bange, naar hun tænkte paa alt dette. Hun forstod ham ikke, og hun kunde aldrig være glad, naar hun var sammen med ham.
En Dag havde hun staaet paa Gaden og snakket med en Haandværksdreng paa en atten Aar, som hun kendte. Saa var Fredrik kommen gaaende. Han gik forbi dem, standsede et Stykke borte og ventede. Hun saá, at han ventede paa hende, og hun talte længere med den anden, end hun ellers vilde have gjort, for ikke at blive nødt til at træffe Fredrik.
Men han holdt ud, og da hun tilsidst maatte gaa og vilde smutte forbi ham, gik han hen til hende og fulgte hende et langt Stykke uden at sige et Ord.
