Side:Fattigfolk.djvu/124

Denne side er blevet korrekturlæst

116

Husets Tag og paa Skoven foran hende, da randt der hende i Hu en lille underlig Vise, som hun aldrig før havde forstaaet, men som hun nu syntes var den sandeste og den bedste af dem allesam­men, meget sandere og bedre end Viserne om Hertug Frøjdenborg og Rosendal:

Och liten Karin stod i kvarnen och mol,
Där yppa hun en visa, förrän hanen han gol,
För ekelöf och lindelöfven gröna.

Ja, i Møllen skulde hun gaa alle sine Levedage, og hun skulde heller aldrig have nogen anden at kvæde sin Vise for. Og af og til syntes hun, at det aldrig i Livet kunde være ret, og Gud kunde ikke ville, at hun skulde have det saa.

Da nogle Aar var gaaet, faldt Moderen en Dag ned fra Loftet og fik et slemt Brud i Ryggen. I tolv Aar laa hun til Sengs uden at kunne hjælpe sig selv; i de første ti Aar havde hun ikke været ude under aaben Himmel, men de sidste Aar kunde hun akkurat kravle hen til Døren, naar det var Sommer og varmt, og dér sad hun da og saá ud over Bakken og Kartoffelbedet og inddrak det lune Solskin. Og i alle disse Aar maatte Karin gaa der­hjemme og alene passe Moderen, efterat hendes Sødskende var flyttet hjemme fra, havde giftet sig eller faaet Plads ude i Sognet. Det var ofte smaat baade med Mad og med andet, og det var en særlig Naade af Herskabet paa Herregaarden, at de fik Lov at beholde Huset uden at betale