115
Ro kan overskue det forbigangne og slaa Bro over til Fremtiden. Stille og tyst dør hans Livslykke, og Tomheden tvinger ham ikke til Oprør eller Fortvivlelse. Ti Vanen at savne har saa meget at betyde, naar det gælder om at gøre et Menneske ydmygt, og det er saa nyttigt ikke at faa Lov til at tænke paa sig selv, naar det gælder om at bringe en Hjærtesorg til Ro.
Karin lærte sig dette i de lange Aar, og det blev hendes ensomme Livs Historie.
Hun talte ikke med mange om sin Sorg. Moderen sagde heller ikke noget til hende. Hun vidste, at saadant noget maatte have sin Tid, og at naar den Tid var gaaet, saa gaar det over af sig selv. Og Karin havde ingen andre at tale med. Pigerne i Byen vilde hun ikke betro sig til. De havde bare gjort Nar af hende og været misundelige paa hende den Gang, de troede, at hun skulde have Jan Nils. Hun gik Moderen til Haande hjemme og hjalp de yngre Sødskende med deres Klæder og andet. Karl Johan var altid saa slem til at rive itu, hvad han fik paa. Hun passede Stalden med Koen og Hønsene, og om Foraaret var det hende, som gravede Kortoffelbedet og lagde Kartoflerne. Moderen var ogsaa begyndt at blive gammel og magtede ikke saa meget som før. Men mangen Sommermorgen, naar hun var staaet op tidligere end de andre og stod alene paa Trappen udenfor Døren og saá ned over Bakken med den lille Kartoffelmark med Hegnet udenom og saá Solen lyse over
