81
— Jomfru Grønhøj —
et nyt, som han ku' ha' Fornøjels' af at ta' med i Kisten. Men der ska' ingen Dop paa den, sagde jeg, for dèr, hvor han ska' hen, behøver han ikke at slide paa Benenderne. — Vi enedes saa om, at det sku' vær' af Eg — og det fik han saa vel med sig. Men bagætter saa byder hun mig ind at se paa ham, men det vilde jeg ikke. For det er din Mand og ikke min, sagde jeg, og man ska ikke begære Næstens Okse, Asen, Hustru, Mand, som skrevet staar. For jeg havde jo Povl i Hjertet og paa Vægen — og saa Benet. Og aldrig sov jeg siden en Nat, uden at osse Benet laa ved mig. Men jeg fik det jo poleret op og kostede en splinterny Sølvdop. Guldsmeden graferede saa paa Sølvdoppen — det var ti Øre for hvert Bogstav — "Agathe og Povl forente' i Ungdomskærlighed, som bestaar udi Himlen. Amen". Se kons — se kons (hun tog Benet og drejede det, at Saapken kunde se). Og saa er ellers min Historie ved en Ende. Uden som det, at naar jeg er sovet hen, saa ønsker jeg, at faa Benet i min Kiste!"
Saapken: "Jeg skal sørge for, at Deres Ønske bliver en fuldgyldig Lov — — — ræk mig Deres Haand, store Søster udi Sorgen!"
Grønhøj (forlegen): "Der var et Kon endnu, men det kunde lyde af Storagtighed: Jeg havde saadan en stor Lyst til at skænke hele mit Møble-
