77
— Jomfru Grønhøj —
det da, det, som han, Greven, blev saa besialsk vred over. Han skrev til mig, ligesaa fortvivlet som det hele var tilgaaet, og at hvis jeg ikke skafte ham Benet igen, saa dronede han sig i … i … nej, jeg kan ikke sige det!"
Saapken: "Mergelgraven?"
Grønhøj: "… Møgkulen …"
Saapken: "Jo De har tømt Lidelsens bedske Drik til Bunden!"
Grønhøj: "Jeg maatte jo saa give Kusken tretten Mark for Benet, men det var jo af Ibentræ, men at han ku' næn'et!"
Saapken: "Den brødefulde Mand! Men knælede han da ikke paa sine barestens Knæ og bad om Tilgivelse, som skrevet staar?"
Grønhøj: "Han ku' jo ikke saa godt knæle. men han sagde: jeg gør'et aldrig mer, og det troede jeg ham paa!"
Saapken: "Saadan tror hver elskende Kvinde, som paa Sol og Maane og den hellige Enfoldighed …"
Grønhøj: "Men Povl, han sveg mig …"
Saapken: "Sveg han? …"
Grønhøj (grædende): "For han tog Trine Vævers, og det var kons for den rødbrogered Ko, og den byttede hun hen for et blomstret Sengeomhæng. Der hænger din rødbrogered Ko, sagde
