66
— Jomfru Grønhøj —
hans Far drak sig ihjel. I et lille Skovløberhus dybt inde i den vildsomme Skov boede Parret i deres Elskovs modne Aar. Der var idel Kærlighed imellem dem, og dog, sagde man, lignede Madammen altid et Gravvers med Sørgerand. Som for endydermere at klargøre Smertens Overmaal, kæmmede hun sit med amerikansk Olie indsmurte Haar glat ned i Panden og snurrede det rundt om Ørene som to Vædderhorn.
"Det er ligesom Graven, der dækkes af Muld," sagde hun og hev Haaret mere frem. "Naar man har haft en Sorg som mig, saa er Livsens Glæde død for immer og evindelig!"
Hun sad Enke i Hytten, Enke og Ejer alle Livsens Dage. Men Tiden blev langelig derinde under Træerne, hvor mest Simpelfolk kom for at søge Kvas. Saa var det, Madammen filerede sit Enkeslør og begyndte at gaa paa Visit hos Egnens Honoratiores. Hun kom i alle Herregaardskøkkener.
Og i Køkkenet mødtes Grønhøj og Saapken. Straks slog det dem begge, at deres Sjæle var af samme bedrøvelige Støbning. Grønhøj bød paa Kaffe i Køkkenstuen, sagde ellers ikke videre. Hun sukkede til Bollerne, Saapken til Kaffen.
"Sneen daler tyst og tæt," sagde Saapken, "Skoven ligner en Ligsærk!"
