61
— Jomfru Grønhøj —
Smørret var Margarine, som nutildags paa alle gode, gamle Herregaarde.
Stine, den villeste af Pigerne, kom for at være sødtunget og sagde, hvormange Skiver de plejede at faa inden Middag. Jomfruen drejede Hovedet, saa og sagde:
"Hun hedder?"
"Stine Vims," fløj det ud af Pigen, der ellers ikke for aldrig det havde vedkendt sig sit Øgenavn.
"Stine Vims er saa god at tie, til Stine Vims bliver spørt!"
Forlegen Travlhed ved Grødgruen.
"Ragekniv," sagde Stine til Rikke, siden.
Karlene spankede ind i Køkkenet og smed sig paa Bordene.
"Pas aa, hun bidder," advarede Pigerne.
"Vel int mer end som en tandløs Mær!" Og da Jomfruen kom fra Spisekamret, skulde de vise deres Kaalhøgenhed, men hun trak bare en Streg med Regnskabskridtet hen langs Tærskelen, pegede mod Folkestuen og sagde:
"Her er mit Dumæne, der er Jeres — gaa!"
De gik, de fløj, de luskede.
Dumæne! —
Inden Dags Ende havde hun sat sig i rystende Respekt.
