53
— "Jeg sørger" —
kom ind — og saa gravede jeg hende ned, og nu tror de andre, at hun ligger langt ude i Søen!"
"De kunde da ikke alene slæbe hende hen til Graven, vel? Hjalp Deres Broder Dem ikke?"
"Min Broder — han er væk. Han er langt væk — i Kina eller København eller kanske i Krekenland!"
"Jamen, alene kunde De da umuligt — et Lig er tungt!"
"Hun var jo heller ikke Lig, heller slet ikke Lig — hun var en lille Fugl, saa let, saa let, med vaade Fjer — men saa let!"
"En rigtig Fugl?"
"Ja, forstaar sig, hun var bleven til en lille Fugl. Og saa tog jeg Fuglen, ganske forsigtigt i et Tørklæde af rødt Silketøj, og det havde Inger selv givet mig — og saa begravede jeg Fuglen, og det var Inger — aah, Herre Jesus, saa dejlig hun var!"
Lidt efter sagde han, dæmpet og bange: "Hvis Drengene faar det at vide, graver de hende op, og saa dør Tosse Mias af Sorg — — — aah, saa dejlig hun dog var!"
Inde ved Byen skiltes vi i Tavshed, og lidt efter hørte jeg ham synge: "Jeg sørger!"
