Side:Fattige i Aanden.djvu/56

Denne side er blevet korrekturlæst

52

— "Jeg sørger" —

"Kuns mig, Tosse Mias."

Der var noget i det forknytte Svar, som lod mig gætte, hvem Tosse Mias var.

Vi fulgtes en Stund i Tavshed, saa brød det ud af mig med en Brutalitet, jeg selv følte: "Hvorfor ligger Inger alene der ude paa Engen? — hvorfor er hun ikke begravet paa en rigtig Kirkegaard?"

"Herre Jesus," klynkede han, "hun gik jo i Søen; — aahnej, ingen maa vide det, aahnej, Herre Jesus, aahnej!"

"Hun gik altsaa i Søen med Vilje? Var hun meget ulykkelig, Mias, var det Deres Skyld?"

"Aahnej, det var Niels, som kom hende i Fortræd — men det maa ingen vide, for saa graver de hende op!"

"Niels — var det hendes Kæreste?"

"Niels — det er jo min Broder!"

"Jamen, hvorfor sørger De saa gruelig over Deres Broders Kæreste?"

"Herre Jesus — forlad ham hans Skyld — min Kæreste var hun jo!"

Lang Tavshed.

"Sig mig, Mias, hvordan kunde De faa hende begravet, uden at nogen Mors Sjæl fik det at vide?"

Han hviskede fortroligt: "For hun drev op, og jeg passede jo paa baade Dag og Nat, til hun