51
— "Jeg sørger" —
Mørket kom drivende fra de tætte Skove, Taagerne steg, og forgæves vendte — Georginerne deres blussende Kalke efter Lyset — det sank og svandt.
Ensomhedsangsten tog mig.
Frem over Eng, langs Gærde og Bro famlede jeg mig Vej, til den smalle Aasti, hvor Ellestammernes krogede Grene rakte gribende efter mig.
Fra Aadybet stod en iskold Damp, og det var, som flygtede alle Smaabølgerne, rædde som jeg, for Nat og Taage.
Jeg løb i Takt med den jagende Angst, og mine Skridt gav Genlyd mod Skrænten, som om en fulgte mig paa den modsatte Aasti.
"Jeg sørger for den Pigelil!"
Det var mig, der begyndte at synge for at døve Fodslagene og mit Hjertes bange Klapren.
Om lidt anede jeg et Menneske forude, og nu fordobledes min Angst; bag hver Stamme, jeg løb imod, syntes jeg at høre et Menneskes Aandedrag.
"Er der nogen?"
Tavshed.
"Er der nogen, svar da!"
"Ja."
"Hvem?"
