42
— Brasen —
kaske købe to store Bibler til ham, og tror han saa ikke, at man kunde stikke den her til ham — det skader da ikke?"
Det var Signetet. Præsten nikkede.
Saa gik de sammen ind til Laws. Brasens Haar var graanet stærkt i den sidste Tid, men Sønnens maskinklippede Hoved var sølvhvidt. De kendte knap hinanden, og ingen af dem vidste et Ord at sige. Præsten begyndte da at spørge, og lokkede ud af Brasen alt det, Sønnen gerne vilde vide, om Hulen og Brasenmor og Hjemegnen og — den Pige, Laws en Gang havde Øjne paa. Hun var nu gift med en anden.
Præsten skaffede tre hele Samtaler i Stand mellem Far og Søn og sørgede for, at Brasen blev godt udhvilet inden Hjemturen. Da Afskeden stod for, vendte Præsten sig bort og lod dem ene et Øjeblik. Det benyttede Brasen til at spytte en saa godt som ny Skraa ud og stikke den i Munden paa Laws.
— — — —
Da Brasen naaede hjem, var han stoppende fuld af Fortællinger fra denne hans eneste "Udenlandsrejse".
Hvad der ligegodt havde imponeret ham mest, var det herlige Traktemente, man fik i Fængslet. "Man kunde gerne tro, det var Mullerup Slotskro!
