Side:Fattige i Aanden.djvu/45

Denne side er blevet korrekturlæst

41

— Brasen —

Fødevarerne, han fik givet, sparede han ogsaa op til Laws — man havde sagt ham, at de livsvarige Fanger kun fik Vand og Brød. Da han nu ingen Pose havde, og Lommerne var aabne som Sold, tog han sin strikkede Halsklud, viklede Maden deri og tog Knyttet over Skulderen. De to sidste Mil maatte han humpe sig frem ved Kæp. Men saa naaede han ogsaa Tugthuset selve Juledags Aften.

Efter mange Spørgsmaal og Svar og Omsvøb og timevis Venten fik han endelig Sønnen i Tale. Det var mod Reglementet — men i Betragtning af hans lange Vandring. Da, Sorg og Skuffelse, blev han undersøgt, og Dunken, der var saa fuld, at den ikke mere klukkede, blev pillet frem af Buksebagen, og Knyttet, der svulmede af Saltmad, Ost og Juleværk, blev taget fra ham.

Ubønhørligt hed det: "Fangerne maa intet modtage!"

Gamle Brasen følte Taarerne komme, men med en fortvivlet Anstrængelse gennede han dem væk igen. Fængselspræsten, der tilfældigvis var tilstede, trøstede ham: "Jamen en Bibel maa Deres Søn nok faa." Brasens Ansigt lyste i et stort Smil. Han trak Bomuldsskjorten til Side, halede en sort Lap frem, løsnede Guldmønten ud og gav den til Præsten: "Saa vil han