40
— Brasen —
lige, han havde svært med at skelne Grøfter fra Grusdynger.
Det blev til mange Fald og Plump, men var han end saa kold, at Tarmene frøs, Dunken, den rørte han ikke. For den skulde Laws nu have. Brasenmor havde raadet ham til at tage den inden i Bukserne — dèr var saa rigelig med Plads bagtil — for det kunde nemmest træffe, at Fangerne ikke maatte drikke Vorherres velsignede Bryg. Men det vilde Brasen ikke, ikke foreløbig da. Frosten bed ham i Fingre og Tæer, og Vejen blev mere trælsom og bakket. I de mørke Vinterdage var det ikke til at gaa mere end otte Timer, og han gik langsomt, hans Aande rendte fra ham. Men fra Aarhus gik Vejen lige sydpaa, og det hjalp paa Humøret. Nu talte han Afvisersten og Milepæle og kvikkede sig op ved Tanken om hver tilbagelagt Mil.
Der var sandelig mange gæve Mennesker langs Landevejene, og de gav ham af godt Hjerte baade Seng og Mad og lidt med til næste Dag, men alligevel kneb det mod Aften, naar de svage Øjne hverken skimtede Lys eller Røg, og han længtes efter at komme i Hus.
Og saa tænkte han da ogsaa paa Hulen og Brasenmor.
