39
— Brasen —
Aar og nu længtes efter sin Far. Godsejeren blev saa rørt, at han gav ham en Guldmønt til Tærepenge. Brasen spyttede paa begge Sider af den, pakkede den ind i et Stykke Karduspapir, der laa i Lommen fra sidste Rulle Skraa, og stak den ind paa Brystet.
Den skulde Laws nu have.
Der var Dagvogn og Postvogn og Jernbanekreaturvogn og Fanden og hans Oldemor, men kun for den spatbenede og hans Slags.
Brasen gik og gik. Saalangt han havde været før, kendte han hver Kro og bedede overalt. Man gav ham villigt en Dram i Livet og en i Dunken blot for at høre ham fortælle om den store Rejse, han agtede sig paa. Desuden var Brasen i Hulen med de atten Børn en Personlighed dèr paa Egnen.
Begyndelsen af Turen var ham en hel Fornøjelse. Men siden, da der kom Korsveje med Afvisersten, som han ikke kunde læse — og Skove med ligesaa mange Stier som Træer, blev det ondt for ham at gaa.
For hver Mil han travede frem, maatte han sjokke en halv tilbage.
Bønderne var Fummelnæser til at pege Vej. Naa, saa tog det ogsaa til at fyge, og Brasens Øjne var jo paa det sidste blevet noget svage-
