38
— Brasen —
Saa en Dag kom der Brev til Brasen. "Til Brasen i Hulen, Sjærbæk Sogn, pr. Æbeltoft", stod der. Niels Post læste det for ham, saa det maatte vel passe. Naturligvis kunde Brasen og hans Familie ikke læse.
Brevet var fra ham i Tugthuset. Han skrev, at han længtes grumme efter sine Forældre og bitterlig angrede Drabet, men at det var forvoldt i Drukkenskab og derfor nok blev tilgivet paa Dommens Dag. Sluttelig bad han Faderen komme og besøge ham tre Dage efter Jul, thi da var det Fangerne tilladt at tale med deres nærmeste.
"Saah!" sagde Brasen og tav.
Niels Post gik, og Brasen grubliserede, lige til Konen kom hjem. Det var paa en Prik ti Dage før Jul, og de blev enige om, at det nok kunde naa sig, om Brasen straks begav sig paa Vej. Der var jo langt til Horsens, men der boede sagtens gode Mennesker ved alle Landeveje, og en Bid Brød og en Dram og Nattehalm var vel heller ikke til at gaa fejl af.
Brasen fik et gammelt Uldsjal om Halsen, tog Sølvsignetet — hans eneste Værdigenstand — i Lommen, Dunken i Haanden og gik.
Oppe paa Vejen mødte han Godsejeren til Hest. "Hvorhen idag, Brasen?" Saa fortalte Brasen jo løst om Sønnen, der havde "sat" i elleve
