37
— Brasen —
— — — —
Nu var, som sagt, alle de "egne" voksne og borte, og Brasenparret levede kun for Plejebørnene. Men med dem havde de altid stygt Uheld. Mer end Toaarsalderen oplevede disse Smaatuller aldrig — enten det nu var den sammentiggede Mælk, der var for ussel, eller det skyldtes Dunken, som rigelig tit kom i Berøring med de tandløse Gummer.
Brændevin er jo ikke den bedste Stedfortræder for Mælk.
Brasen havde saa i Tidernes Løb dannet en hel lille Kirkegaard oppe paa Diget. Plejebørnene saa hverken Præst eller Degn, og Brasen mente, han selv var nærmest og næst til at lyse de smaa Hedninger i Jorden. Men det var ham en stor Hjertesorg, hver Gang den hullede Spade maatte i Brug, og det skal lades Brasen, da var han ikke doven. Han spadede dybt og forede Graven ud med Græs, svøbte Liget i de bedste Klude, der i Øjeblikket fandtes, og snittede siden smaa Birkekors. Denne lille Kirkegaard var nu hans Gudshus, dèr bad han i haarde Stunder de Brokker af Bibelord og Fadervor, han endnu mindedes, og dèr stod han med Taarer i Øjnene, naar han var rigtig glad.
— — — —
