36
— Brasen —
med sit skarpe, gule Lys, blev de helt ellevilde af Glæde.
Saa laa de dèr og pludrede, saa ingen Djævel uden de selv kunde forstaa det, for Brasenmor var nemlig selv af Taterbyrd og havde efterhaanden vænnet Manden til at tale i samme underlige Billedsprog som hun selv.
Men de talte kun saadan, naar de var alene.
Som Kærestefolk skifter Kys og ømme Ord, skiftede de Dunken imellem sig med lange henrykte Smask.
Inden Solen var naaet Halvkuglen over, laa Brasen og Kone livsaligt drukne og sov, saa det gjaldede i Kampestenene. Børnene var jo vante til den Historie, og naar de vaagnede med Solen, listede de hen, aabnede Laagen og krøb ind for at tyvte den halvtømte Dunk, der saa gik paa Omgang mellem hele Slænget.
Naar Maanen atter sejlede henover Brasens Kongerige, grinede den lumsk. Som i Torneroses fortryllede Slot var hele Befolkningen overrasket og grebet af Søvnens Trolddomsmagt og stivnet i den sidst indtagne Stilling. Ofte blev de først skræmmede op af Dvalen ved et voldsomt Tordenskyl, der plørede Jorden under dem og klistrede Pjalterne tæt om Barnekroppene som vaade Omslag.
