Denne side er blevet korrekturlæst
20
— Kortspil —
De brødes, indtil Dirik rallende faldt om, men selv i Dødskampen mumlede han: "Lille Marja, du venter mig nok oppe i de hvide Skyer. Tomasius er en Kæltring, Farlil. Tro ham ikke!"
Tomasius blev ved at spille, men nu, da han var alene, gik det ikke an at snyde. Da han ufravigelig tabte — Dirik laa jo Lig paa Gulvet og der var bælgmørkt i Cellen — hængte han sig op paa Dørstolpen i det Haab at naa Himlen og Marja før Dirik.
