19
— Kortspil —
Længe stod de vemodige og forlegne og saa paa hendes gule udtærede Hekseansigt; men med et sidste lystigt Smil gjorde hun Tegn til Dirik, at han skulde bøje sig ned mod hende, og hun hviskede nogle Ord, hvorefter han glædestraalende kyssede hendes Haand.
Med skingrende Stemme opremsede hun en Bøn, vinkede derpaa ad Tomasius, der ligeledes glædestraalende lyttede til hendes hviskende Afskedsord, bad igen, laa og virrede med Hovedet, lo højt og var død.
Haand i Haand stod Vennerne over Liget, mens Taarerne strømmevis rullede ned paa Lagenet.
Haand i Haand traskede de bort.
Den Aften spillede de med usædvanligt Liv.
"Jeg véd nok, hvad jeg véd," sagde Dirik.
"Bi kuns lidt, Farlil, du véd ikke, hvad jeg véd," svarede Tomasius.
Da Dirik vandt, sprang Tomasius ind paa Livet af ham:
"Du har snydt, har du. Marja sagde før, at jeg skulde vinde, og hun vilde være min i den anden Verden. Og det gælder!"
"Kæltring, Snyder, Bedrager! Du har luret, det sagde hun jo netop, at jeg skulde, for hun holdt mest af mig. Og du ser jo, at det stemmer!"
