14
— Kortspil —
Dirik laa og sukkede himmelhøjt. Han bad til sin Farlil i de hvide Skyer, til Czarens Moder, til alle Helgener og til den blide Madonna, Guds Moder, og alle Bønnerne sluttede han med de Ord:
"Blot jeg kunde faa min lille Marja, mit Hjertes røde Blod, min allerkæreste Maane tilbage, saa lover jeg at finde en Sølvske og købe to Lys, saa tykke som Marjas hvide Arme!"
Nu havde Tomasius den dumme Fejl at være en stor Pralhans og Sladrebøtte, og næste Dag vidste alle Philip Petrowitsch's Folk og mange andre rundt om i Kvarteret, at Tomasius havde vundet Diriks Marja — ved gement Snyderi.
Det kom Dirik for Øre. Heri saa han et Fingerpeg fra Gud og fordrede, at Spillet skulde gaa om.
Han vandt sandelig sin Kone tilbage og fik Lov til igen at bo i den rigtige Ende af Loftet, men allerede næste Dag havde ogsaa han forskertset Lykken ved utidig pralende Snak om Snyderi.
Marja den Surøjede kunde have været Kastebold for de to Rivaler hele Livet igennem, om de og hun ikke en Aften var blevet ført paa Stationen for uhøviske Udtalelser om Czaren.
