13
— Kortspil —
Frem af Tomasius's Lommehul stak et Spil paptykke, fedtvaade Kort — Marjas Kabalekort.
Endog dem, hendes største Skat, havde hun altsaa givet sin ny Elsker.
Dirik græd hidsigt med knyttede Næver i Lommerne.
"Tag du hende blot, saa kan jeg dø af Sorg. Tag du hende blot Farlil, min Marja, min lille Maane!*
"Nej," hulkede Tomasius, "dig tilkommer hun, og jeg skal drukne min syndige Krop, saa kan I danse paa Graven, I to!"
"Stop nu lidt!" faldt Marja ind, "I glemmer mig. Det er vel mig, der skal vælge! Men da jeg lige godt kan lide jer og ikke maa beholde jer begge to, saa kan I jo spille om mig. Den, der vinder, bliver jeg hos!"
Det var en Idé, som kun Marjas kloge Hjerne kunde undfange.
Den lille Blændlygte blev hængt op under en Bjælke, Kortene kom frem, og Spillet begyndte.
Det var Sjavs.
Tomasius vandt.
For den Nat maatte Dirik altsaa ligge ene og sorgfuld bag Barrikaden, men Marja Surøje var dog saa betænksom at give ham et Godnatkys.
