160
— Ras Røgter —
Stille var der i den store Gaard. I Herskabshuset oppe foran Haven skinnede Lys fra hver en Rude.
"Kossaa da, kossaa da, Irmelin, aa Ann Mari, aa Abigael, aa Roselill — kossaa da!"
Stille trinede Ras Røgters Køer ud af Stalden, som anede de, det gjaldt deres Sjæls Frelse, og gled gennem den høje, bløde Sne, over Gaardsrummet, ud af Porten og langs den sorte Poppelallé, der gennem Skoven førte til Landsbyen.
Kvægets Halsringe klang som Klokker. Andægtigt skred Køerne frem. Hele Vejen hviskede Ras til dem og talte kærlige, mange Ord.
De naaede Kirkegaarden, hvor den hvide Kirke laa med lange skinnende Vinduer og brusende Orgelsang.
Om Hornene paa Irmelin hang en Rulle Tov. Den tog Ras, stak den ene Ende gennem Irmelins Halsring og gennem Ann Mari's og gennem alle de andres, saa han tilsidst havde Bæsterne som Perler paa sin Snor. Nu gjorde han den yderste Løkke fast ved Vaabenhusets Jernklinke og den inderste ved Hoveddørens Haandtag. Gik saa selv over Kirkens Dør til Orgel og Julefest.
Mange vendte sig efter Ras. Ingen var bange for hans Nærhed som ellers, og han banede sig Vaj helt op til Prædikestolen og stirrede ufravendt paa
