12
— Kortspil —
sagde Marja, som alle andre Evadøtre: Forandring fryder.
Nok er det, en Aften kom Dirik meget sagte op ad Loftstrappen. I en Løgsuppebod havde han truffet en god Ven, der vilde vædde to Potter Kvas om, hvem der kunde smække Storetaaen højst paa en Væg, men uden Støvler. — Dirik smider sine Støvler og sparker op i Højde med sin egen Pande, men i det samme er der En, der driver ham saadan en Sinkadus, at han ligger paa samme Plet, hvor han stod. Væk var Kammeraten, væk var Støvlerne. For Resten var det jo meget uforsigtigt af Dirik, for han havde aldrig i sit Liv set den Kammerat-Kumpan før.
Derfor kom han sagte paa Hosesokker.
Nu nytter det ikke at skjule den sørgelige Sandhed. — Dirik overraskede Tomasius hos Marja, og de to syntes ganske at have glemt Diriks Førsteret.
Til en Begyndelse vilde Dirik mase Vennens Hjerne til Finker og hænge den troløse op ved hendes indvendige Dele, og saa vilde han skyde sig selv; men Marja forhindrede alt dette. — Hun bandte sig ind i den store Czars Øjenstene paa, at hun elskede Dirik lige saa inderlig nu som før.
Tomasius rakte ham en Kvasflaske, og han satte sig grædende og drikkende ned i Kornet.
