Side:Fattige i Aanden.djvu/157

Denne side er blevet korrekturlæst

153

— Ras Røgter —

der sjøl æ ud' om'et!" Og han virrede med Hovedet og hulkede.

Men var Kalven kommen til Verden, lykønskede han Moderen, døbte den nyfødte med fineste Adelsnavne og var glad som en ung Fader.

Han var ikke gift, og naar Pigerne drillede ham med hans Ungkarlestand, svarede han gerne:

"Ka I bring mæ en Styk Kvindfolk, der leger po Eg aa ruger Onger u'? Ka I de — faa te saa will a ha hinner straks!"

Han fandt, det var Vorherres eneste iøjnefaldende Fejl fra Skaberdagenes travle Tid, at Fødslen voldte Pattedyrenes Hunkøn saa store Smerter.

"Aa de' kun' jo waan repelrirt, om han haad gywen sæ en bette Kon bejjer Stunder — saadden te baadde Kvindfolk og Bæjster og Awerkatter ku leg Eg aa rug. Men," føjede han til, "man sku' jo ett go i Rettes mæ Gud Herrens uransavelige Arbed — wi ku jo ett i syw Oer ha goer, hwa han fik lawed aa makked sammel i syw Daw!"

Han ejede ikke en Trevl Tøj udover det, han gik og stod i. Hvad nyt, der kom om hans Krop, var Husbonds kasserede. Løn tog han ikke imod. Hver Skiftedag, naar Husbond kom med Pengene, sagde han bogstavret og med stor Sindighed: "Sanker — Eder — ikke — Skatte, som — Møl