151
— Ras Røgter —
Og Sidsel Pommerans, den villeste Faareklipper i syv Miles Omfang, og Mikkel Praas, stod grinende og parate.
"Af Tøjet da, Ras," sagde Husbond, og Ras krympede sig.
"Ka'en skær le' rap?" sagde Sidsel; hun talte Bysprog og havde Fribolig i Fattighuset. Hun hjalp til.
Sidst faldt Skjorten, og Ras blev sat paa en omvendt Bøtte.
Klip-Klap og Klip-Klap — der rendte alle hans klæge, gulgraa Gammelmandslokker ned over Skuldrene, saa vævre som vaade Mus.
Halmvisken fik en Gang Sæbe og Sand, kom i Sodalud, og Ras' Hovedbund blev renset for alt levende og livløst.
Siden skurede Sidsel og Mikkel Praas Resten helt ud til Storetaaen og den med.
Ras tudbrølede.
Hvert Aar ved den Lejlighed græd Ras. Dels gjorde det ham ondt at komme af med Snavset, og dels mindedes han sin Mor, der for tre Snese Aar siden garvede hans Skind saa grundigt alle Aarets Lørdage.
Sidst blev Pumpevandet heldt over ham som en Byge, han blev gnedet tør og svøbt i et gammelt Dækken: "Nu ligner han s'gu en anden
