142
— Duen —
hvis hun tilfældigvis ingen fik — om hun nu anede Uraad, mærkede Lugten?
Men Gitte Gram havde alt Munden fuld af Vand — hun fik formelig Lyst at bide i den døde Due, men huskede saa, at hun ikke havde Tænderne i Munden.
Paa en Underkop laa de, de havde kostet seksten Rigsdaler i sin Tid, og Kancelliraaden, som den Gang var ung og Skriver, havde sammenlignet dem med en dobbelt Perlesnor. Nu passede de ikke mere saa godt, men godt nok. Hun tog dem i Munden og lod dem smække.
Hun følte rundt om paa Duen, borede Fingrene ind i dens bløde Bryst og vejede den i Haanden. — — Hjemme i Præstegaarden spiste hun alle Hovederne; hun var den eneste, der holdt af dem. Hun huskede, hvordan hun knuste Hjernekassen med sine Tænder og sugede Hjernemassen ud.
Et Øjeblik lagde hun Duen fra sig paa Sengen, og gav sig knælende til at overfamle Gulvet, til hun langt inde under Sengen, i Støvet, fandt det afklippede Hoved. Igen tog hun Duen, lagde den op mod sin Kind, mod den ene og mod den anden — — den lille, lækre, bløde Due. — Saa from som en Due, sagde man — — og saa var det Dyveke og Kong Kristiern. — Dyveke; Duelil —
