Side:Fattige i Aanden.djvu/145

Denne side er blevet korrekturlæst

141

— Duen —

saksen fra Servanteskuffen, klippede Hovedet af og ombandt den blodige Hals med en gammel Natkappe.

Omsider var Duen helt nøgen. Hun tændte en lille Lysepraas, sankede de spredte Dun og Fjer sammen og gemte dem ned i Pudevaaret.

Turde hun nu ryste det ud af Vinduet — — Maaren tog vel ogsaa Høns og Duer i København, og der laa gerne Fjer efter den. Men sæt saa, bare to Fjer blev fundet af Pigen heroppe i Pensionatet.

Kakkelovnen? — — —

Den rustne Kakkelovn var Oplagssted for Støv og afredt Haar. Gitte Gram løftede et Par Ringe af, stoppede Fjerene ned, tændte Ild, og hørte den knitre. En græsselig Stank trængte ud i Rummet.

Men ved Synet af Ilden kom hun atter til at tænke paa Præstegaardsduerne — det lugtede ikke godt, naar de blev svedne over Tørveild for at faa de sidste Dunrester bort.

Hvis Pigen nu ikke sov! Skønt den Slags sover jo baade Dag og Nat. I Smør, i ægte Smør skulde den steges.... Om nu Frøken Fransen, der altid snuste i andre Folks Sager og sad og talte Sveskerne i Sødsuppen og gjorde Vrøvl,