140
— Duen —
ind mod Karmen, fik Tag i den ene Due, og knugede den, til Benene i dens lille Krop knagende gav efter, Hovedet slapt sank ned og Hjerteslaget ophørte.
Men Gitte Gram hørte sit eget Hjertes Banken, det suste mod Brystet som stærke, vilde Vingeslag, Rædslen sad i hendes Fingres Greb, hun turde ikke løsne dem, og vidste ikke Angstens Aarsag.
Saa endelig slap hun Fuglen ned i Karmen, lukkede Vinduet, tog Sjalet af, hyllede Duen deri og bar den ned i Sovekamret. — Der lugtede stærkt af Væggetøj og gamle Sengklæder, og Rummet var smalt, saa der kunde rækkes fra Væg til Væg. Hun laaste Døren, satte sig hen paa Sengen, løste et Pudevaar af Puden og ribbede, saa Fjerene føg om Ørene og de fleste dansede ned i Pudevaaret.
— — For nogle Aar siden havde en Pige født i Dølgsmaal i Pigekamret paa den anden Side Køkkenet, og kvalt Barnet. Hun var nok i Fængsel endnu. Gitte Gram havde selv angivet hende.
Gitte Grams Fingre blev saa iskolde, og Fuglen syntes hende brændende hed. Hun løftede den op i en Lysstribe — — Øjnene var spilaabne, stirrende, som levede den endnu. Hun tog Sy-
