139
— Duen —
Duer — dryssede hun saa hele Posen ud over den indvendige Karm. Befippet og nølende trippede Dueparret udenfor, spejdende ind med fejge Sideblik. Saa vovede den ene sig et lille Hop frem, saa den anden, og vips var de begge indenfor.
Gitte Gram saa til. Hendes Hænder skælvede, som naar hun afgav Penge i Banken, og pludselig kom til at tænke paa Fallit. Hun aabnede og lukkede Læberne, lukkede Øjnene og tog for sig med Hænderne, som vilde hun gribe om noget. Et Kirkeur begyndte at slaa Timeslag, og Duerne skvat op, men straks, de genkendte Klangen, gav de sig beroliget til igen at æde. Gitte Gram mindedes uklart noget om at tage Kreaturer op, naar de kom paa anden Mands Ejendom; men om man havde Lov at beholde dem eller kun kunde kræve Bøde, huskede hun ikke.
— — Naar Crocus og Tulipaner stod i Flor langs Kirkediget i Præstegaardshaven, saa var Tiden inde, da man spiste Lammesteg — — snart halvthundrede Aar siden — — Lammesteg — — stegte Duer — — stegt i Smør — —
Hun tog fast om Sjalet for at tvinge Hænderne i Ro, men følte da, at Hjertet bankede gispende, som en lille Fugls, naar man tager den under Vingen. Hun holdt Vejret, spærrede Mund og Øjne vidt op og styrtede med hele Legemets Vægt
