137
— Duen —
Nat og Søvn overalt, og Gashanerne i Køkkenet var drejet for.
Spisekammernøglen var ikke til at tage af — den forrige Beboer havde enten været gal eller Millionær, og Frøken Gram følte ikke Anledning til at koste ny Laas. Men selvfølgelig lod hun ikke Kød, Paalæg og Smør staa der saa at sige paa Alfarvej, hvor Pigen, den Rendetøs, kunde rapse af alt, nej, hun forvarede Maden inde i sit Sovekammer i Vinduskarmen og under Sengen.
Brød, Mel og Gryn stod i Spisekamret, men hver Morgen og hver Aften vejede Gitte Gram baade Brød og Poser.
En underlig Uro var over hende iaften. Hun kunde ikke gaa til Sengs endnu, kunde ikke sove og gik derfor op i Spisestuen og satte sig i Kurvestolen for at tænke paa gamle Dage.
— — Præstegaardsduerne hoppede saamænd stundom helt ind i Stuen, naar de spiste — — hvor havde hun grædt, første Gang hun saa Moderen tage en Due under Vingerne og kvæle den. Hun prøvede paa at huske, om hun monstro nogensinde havde spist en hel Due — eller spiste hun kun en halv? Børn er ikke meget for Kødmad.
Kancelliraaden — han spiste vist gerne tre, om de blev sat for ham — —
