134
— Duen —
giver sig i Mag til at ringe. Vinden er gaaet til Ro, hvorfor Klokkeslagene toner fuldt og nær.
Luften skifter Farve. Hen under Himlen driver fine Røghinder, svøbende den i Silkeskær, mere dæmpet og dybt, indtil det blaa Mørke, sprængt af dugblanke Stjerner og Maanehvidt, trækker Himlen helt ned over Jorden.
Oppe i Pensionatet paa fjerde Sal sidder Frøken Gitte Gram og lader Sommeraftenens Hvile falde paa sig. Hun sidder ved det aabne Spisestuevindue, i en værkbruden Kurvestol, med strikket Sjal om Skuldrene. Det er saa hendes Vane, naar Pensionatet er gaaet hver til sit, at hun opgør Dagens Regnskab i sit Hoved.
Af Sparsommelighedshensyn er de forlorne Tænder gemt hen til næste Dag, og hun mimrer derfor stærkt med Munden, naar hun mumlende forfølger de triste Tanker:
Kancelliraaden spiste tre store Pandekager, — tre — og det efter en svingende Tallerken Ærter. At den gamle Mand dog ikke kan sanse fra Næse til Mund og begribe, at Mennesket ikke er skabt alene for at tilfredsstille Kødets Lyst.
Og man har jo ikke engang godt af at spise saa meget. Fraaseri, som Drukkenskab, hører til Dødssynderne og fører al Daarligdom i sit Skød, baade Vattersot, Apopleksi, Sukkersyge — for
