126
— Kakkelovnsmanden —
hver Side af Gangen, naaede jeg Kakkelovnsmand Jeppesens Bolig.
Navnepladen var af hvidt, udtunget Papir, stor som en Kaffebakke, med Navn i Guirlandeslyng af Frugter og Blomster, tegnet med Rødkridt. Maatten lignede Kakkelovnsmandens Skæg, saa sort og filtret.
Jeg bankede. En gammel, fed Mutter i skinnende broget Nattrøje og stribet Forklædeskørt aabnede for mig, nejede dybt og venligt og bød mig sirligt velkommen.
Gulvet var skinnende hvidt. Det var formelig bonet af meget Skuren, og Sandets kunstige Blomster, der var flot henstrøede overalt, blev graa mod de hvide Fjæl. Kun to Planker midt over Gulvet, en lille Sivmaatte til venstre og en til højre var beregnet til Gangsti, skønnede jeg, og skridtede derfor saare varsomt til Sofaen i Baggrunden.
Der hang og laa Kunstværkerne i overflødig Fylde. Hedebosyning paa Ryg og paa Sæde, paa Pude og Pølle, paa Bord og paa Stol. Hedebosyning var det jo, men — der er en lille Forskel paa Rubens Billeder og Olietryk efter Rubens.
Denne Syning havde virkelig trods sin Uopslidelighed, ikke taget Præmie.
Vi kom til Sæde og faldt i Snak.
