119
— Gripomenus og Pimpenille —
videst berejste Mand "Svenskejust", der baade havde "sat" i Tugthuset og spist Østersfisk, de dyreste af alle.
Drikke til Pægls med dette Hotels Gæster, det kunde Gripomenus nok, men snakke med om "Salatfad", "Bøllesjov" og "Tøsespier", mærkede han med Sorg at være for grøn til.
En blank Morgen stod han da atter i Farvergade, "sat ud" af Hotellet, døddrukken og halvnøgen.
En Gadedreng sang: "O, du min Pimpenelle, min Nikkenakke, Dikkedakke, Hjertensfryd" — i samme Nu var Gripomenus ædru, og hans Hjerne, der før var fyldt med hamrende Smede, genlød nu af de yndigste Digte.
Samme Dag meldte han sig ind i Totalafholdenhedsforeningen.
— — — —
To Aar senere er Gripomenus at finde paa en nydelig komfortabel Kvist med Vindu, Dør og Kakkelovn, i Borgergade, hvor han syr Lapper i hullede Totalafholdenhedsforeningsmedlemsbukser.
Næsen er mindre rød, Smilet mere skævt og Puklen strutter af Velvære.
Han synger, digter og syr.
Imidlertid er Pimpenilles Fader død af "Firben" i Halsen, "Rotter" i Hjernen og "Fluer" for Øjnene.
