Side:Fattige i Aanden.djvu/120

Denne side er blevet korrekturlæst

116

— Gripomenus og Pimpenille —

holdt otte Dage gamle Aviser og gik ikke i Kirke for at spare Offer — han var i alle Maader en rigtig vissen Gerrigpind. Men en Gang havde denne Landsbygnier flottet sig, og det var, da han udbetalte Dyredoktoren to hele Tremarker for at give sig skriftlige Svar paa to mundtlige Spørgsmaal.

Det ene var: Om Vand med "Tyfusfrøer", Mælk af lungesyge Køer, og Suppe paa Trikinflæsk ikke var farlig? Det andet: Om Brændevin, ren og uforfalsket, ikke var langt at foretrække?

Doktoren svarede jo paa dem begge.

Fra den Stund hjalp det ikke, selv om Pimpenille bebrejdede ham, at han lovlig ofte druknede Firben.

Saa trak han sin fedtede Skindpung frem, tog Dyredoktorens smudsige Lap og stak den hen under hendes Næse til Selvsyn. Pimpenille, hans i dydigt Ægteskab avlede eneste Afkom, saa med stigende Harme, at Faderen ødslede hendes Arv paa "Næseblaaelse", som hun kaldte det.

Hun var benrademager med lillalys Teint og Fregneskjolder, dertil klolignende Hænder og stilkede Øjne, der saa ud, som om de altid var i Færd med at tælle Ærter i Sulevælling.