Lavst Olsen led af et svært og besynderligt Onde. Bedst, som han sad, tog det til at krible og krable i hans Hals, som om en hel Hoben Firben og andre Pattedyr holdt Danseøvelser dernede. Samtidig grebes han af den mest ubegribelige og ubetvingelige Lyst til at drukne og skolde alt det lede Smaakravl i en vis hed Vædske, der købes under Navnet: Brændevin.
Man maa ikke tro, at Lavst drak for at drikke, han drak kun for at holde Styr paa Firbenene, og helst drak han en mindre dyr Vare end Brændevin, om ikke Lægen havde givet ham sort paa hvidt for, at dette just var det bedste.
Lavst agerede selv Fugleskræmsel paa sine Jorder — saa sparede han det. Han opkøbte Bøndernes aftrukne Kaffegrums til sig og sine. Han red til Bys paa udslidte Slagtekøer. Han
