109
— Towli'dres —
og "Hvem vil være min Kærest' i Aar?" skraalsang Dres og løb efter Mamelukungerne.
"Vil i ha' søde Kys og røde Ævler?"
Ingen svarede. Stilheden var, som naar Høns mod Uvejr søger til Hjals, men en Stund efter baskede og knitrede det atter om ham.
"Towli'dres, Towli'dres, hvor er din Kærest' fra ifjor?" summede og hvinte det fra Porthvælvinger, bag Halvdøre og Gennemgange.
"Kossaa, kossaa, søde Pusselankepi'er — vil I ha' Ævelskiver?"
I syngende Kor svaredes der: "Ja, Ævelskiver, Ævelskiver af raadne Pærer og Mosevand!"
Towli'dres luntede af forrest, efter ham alle Børnene, klukkende og rapbenede som Kyllinger, men i klog Afstand. Uden for Byen i en Straahytte, der var forladt paa Grund af Faldefærdighed, boede han. Hver Gang han saa en Maler smøre Farve paa et Stakit, var han der og tiggede en lille Klat til sit Hus, saa efterhaanden havde dettes Kalkpuds modtaget alle Regnbuens Farver, klaskede paa med en Klud i store Spjæt eller med en Tjørnekvist.
Gennem den altid aabne Dør bulrede han ind i Ungkarlelejligheden, slængte Kurven, saa at Kager, Æbler og Bismarksklumper røg om i Gulv-
