107
— Towli'dres —
Han vidste, at Præsten var Vorherres Stedfortræder og derfor af syndige Mennesker fik lang Kjole, stor Præstegaard og Mad til at blive fed af — saa tænkte han, at Vorherre selv maaske ogsaa tog imod Smaagaver, og han fandt paa at ville bestikke ham.
Naar Kirken i ubevogtede Øjeblikke, som før Altergang, stod aaben, sneg Dres sig ind og lagde en lille Stabel Toører oven i Oblatdaasen i det salige Haab snart at blive konfirmeret og faa Plads som Urmager oppe i Himlen.
"Towli'dres" døbtes han, og han lød Navnet — men dukkede Hovedet hver Gang, inden han svarede. Kaldte man ham Dres eller Andreas, saa han op, og Øjnene lyste fjoget af Glæde.
Byen sørgede for hans timelige Vel ved at give ham to Halmkurve og Tilladelse til at sælge Frugt og Kager omme i Anlæget bag ved Kirkegaarden. Den Tid kom, da Ynglingen længtes mod alle de friske Smaadamer, som trippede om med korte Trøjer og hvidprikkede Slør, men det blev en Trængselstid for ham.
Han maatte bekende sin Kærlighed, enten Genstanden var alene eller i Flok med andre, og da han erklærede sig ens overfor alle, blev Følgen, at alle skyede ham som en skabet Hund. Naar han med Huen i Haanden kom dem paa
