101
— Norden for Lov og Ret —
"Lo Jens itt under saarten Muld, Joswa Madsen, sku' a gæren ha bydt dæ en Daler for Besværen, men nu maa du nøjs med Æren og ha Tak te!"
Han fik en slatten Næve og Gravøllet blev drukket i Cikoriekaffe.
"Ka' man kald de' for Da'nels," spurgte Mølleren, der var opdraget paa Fattighuset i Holstebro By og derfor bestandig pralede af sin Lærdom, "at de gamle Mormeldyr ligger sig til at himle en højhellig Nytaarsnat, naar vi andre fejrer den glade Jul!"
"Hon had'et i Hjertet!" sagde Konen i Huset undskyldende, "lissom min salig Mowr!" — — —
Paa det Tidspunkt fandt den Sekstenaarige for godt at bryde op. Selskabet fulgte hans Raad, han var jo Søn af Tolderen, og man gik sammen bort i Klitterne. Harmonikaen sang: Jeg gaar (Suk, Suk) i Fare (Suk) hvor jeg gaar (Suk), og Selskabet sang med. — —
Da lille Astrid laa i sin Kæmpevugge, græd hun bitterlig over Nattens Begivenheder. — Hun vidste nu med sig selv, at en Landmand vilde hun aldrig giftes med, saa før tage en Smed eller blive Pebermø.
