97
— Norden for Lov og Ret —
Inde i Stuen var strøet let med Halm og Havsand, der knaste af Konkyljer, naar man traadte til. Et Skab af Kamfertræ drev Tanken hen paa Møl, en ildrød indiansk Fjerbusk kaldte Cooper frem, og Globusen mindede svært om nylig overstaaet Skoletid.
Dèr i Huset fandtes ikke Overflod af Senge — den mægtige Vugge med Gænger og Gaasedunsdyner var virkelig flyttet ned fra Loftet og stod til Afdampning, for at den lille Gæst kunde faa blødt Natteleje.
"Tømret den selv," sagde Onkel, "kunde aldrig vide, hvor fed en Bid Storken gabte over!" — — mere Blussel.
Men Gaasen kom og Ansjoserne og Buddingen, og det hele blev Fest og Støj. By og Land mødte hinanden, to Verdener — der var noget at drøfte!
"Siden skal vi til Dansebal," sagde den sekstenaarige Fætter.
Astrid havde kun danset hos Familier fra syv til tolv efter en varm Ret med Rødvin; hun var benovet ved Tanken.
Ikke Snak om den Ting, Tøjet paa og afsted.
Hver bar sin Blændlygte, og frem gik det over den stride Lyng, over det flyvende Sand til Havets stærke Marschmelodi.
