78
efterhaanden. I saa Fald tilhører Don Juan den tidligere Middelalder. Antager man derimod, at Forholdet successivt udviklede sig til denne absolute Modsætning, saaledes som det ogsaa er naturligere, idet Aanden mere og mere trækker sine Actier ud af det forenede Firma, for at virke alene, hvorved det egentlige σϰανδαλον fremkommer, saa tilhører Don Juan den senere Middelalder. Vi føres da i Tiden hen til det Punkt, hvor Middelalderen er ifærd med at hæve sig, hvor vi da ogsaa træffe en beslægtet Idee, nemlig Faust, kun at Don Juan maa lægges lidt tidligere. Idet Aanden ene og alene bestemmet som Aand giver Afkald paa denne Verden, føler, at den ikke blot ikke er dens Hjem men end ikke er dens Skueplads, trækker sig op i de høiere Regioner, saa lader den det Verdslige tilbage som Tumleplads for den Magt, den altid har levet i Strid med, og som den nu viger Pladsen for. Idet da Aanden løser sig fra Jorden, saa viser Sandseligheden sig med hele sin Magt, den har Intet at indvende mod Skiftet, den indseer ogsaa det Gavnlige i at blive separeret, og er glad ved at Kirken ikke formaaer dem til at blive sammen, men overhugger Baandet, der bandt dem. Stærkere end nogensinde for vaagner nu Sandseligheden i hele sin Rigdom, i hele sin Fryd og Jubel, og som Eneboeren i Naturen, det indesluttede Eccho, der aldrig taler først til Nogen eller taler uden at blive spurgt, fandt saa stort Behag i Ridderens Jagthorn og i hans Elskovs-Melodier, i Hundeglammet, i Hestenes Fnysen, at det aldrig blev træt af at gjentage det atter og atter og tilsidst ligesom ganske sagte for sig selv, for ikke at glemme det, saaledes blev hele Verden en fra alle Sider gjenlydende Bolig for Sandselighedens verdslige Aand, medens Aanden havde forladt Verden. Middelalderen veed meget at tale om et Bjerg, som ikke er fundet paa noget Kort, det hedder Venus-Bjerget. Der har Sandseligheden sit Hjem, der har den sine vilde Glæder, thi den er et Rige, en Stat. I dette Rige har Sproget ikke hjemme, ikke Tankens Besindighed, ikke Reflexionens møiefulde Erhverven, der lyder blot Lidenskabens elementariske Stemme, Lysternes Spil, Beruselsens vilde Larm, der nydes blot i evig Tummel.
