447
maa heller ikke være flere Figurer paa Billedet, ingen Omgivelse, det forstyrrer blot. Forføier man sig saaledes hen i vore Kirker, saa kan man jo ofte faae Leilighed til at see en Moder træde op med sit Barn paa Armen. Fraseet nu det foruroligende Barneskrig, fraseet den ængstende Tanke om Forældrenes Forventninger for den Lilles Fremtid begrundede paa dette Barneskrig, saa er allerede Omgivelsen saa forstyrrende, at om end alt Andet var fuldkomment, Virkningen dog var tabt. Man seer Faderen, det er en stor Feil, da det hæver det Mythiske, det Fortryllende, man seer — horrenda refero — Faddernes alvorlige Chor, og man seer — slet Intet. Forestillet som et Billede for Phantasien er det det Yndigste af Alt. Jeg mangler ikke Kjækhed og Raskhed, ikke Dumdristighed nok til at vove et Angreb — men hvis jeg i Virkeligheden saa et saadant Billede, jeg var afvæbnet.
Hvor Cordelia beskjæftiger mig! Og dog er Tiden snart
forbi, min Sjæl fordrer altid Foryngelse. Jeg hører allerede
ligesom fjernt Hanen gale. Hun hører det maaskee ogsaa, men
hun troer, det er Morgenen, den forkynder. — Hvorfor er dog
en ung Pige saa smuk og hvorfor varer det saa kort? Jeg
kunde blive ganske melancholsk ved denne Tanke, og dog, det
vedkommer jo ikke mig. Nyd, passiar ikke. De Folk, der
gjøre Prosession af slige Overveielser, nyde i Almindelighed
slet ikke. Imidlertid kan det ikke skade, at Tanken herom
kommer frem; thi denne Veemod, ikke paa egne men paa Andres
Vegne, gjør En i Almindelighed lidt mere mandig skjøn. Et
Veemod, der dæmrer som et Taageslør skuffende over den
mandlige Styrke, hører med til det Mandlig-Erotiske. Hertil
svarer hos Qvinden en vis Tungsindighed. — Naar en Pige
først har hengivet sig aldeles, saa er det Hele forbi. Endnu
bestandig nærmer jeg mig til en ung Pige med en vis Angst,
mit Hjerte banker, fordi jeg føler den evige Magt, der ligger
i hendes Væsen. Ligeoverfor en Kone er det aldrig faldet mig
ind. Den Smule Modstand, man ved Hjælp af Kunst søger
at gjøre, er Intet. Det er, som om man vilde sige, at den
