Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/453

Denne side er blevet korrekturlæst

437

Min Cordelia!

Du klager over Forlovelsen, Du mener, at vor Kjærlighed ikke behøver et udvortes Baand, der blot er til Hinder. Derpaa kjender jeg strax min udmærkede Cordelia! I Sandhed, jeg beundrer Dig. Vor udvortes Forening er dog kun en Adskillelse. Endnu er der en Mellemvæg, der fjerner os ligesom Pyramus og Thisbe. Endnu forstyrrer Menneskenes Medviden. Kun i Modsætning er Frihed. Naar ingen Fremmed aner Kjærligheden, først da har den Betydning; naar enhver Uvedkommende troer, at de Elskende hade hinanden, først da er Kjærligheden lykkelig.

Din Johannes.


**


Snart brydes Forlovelsens Baand. Hun selv er den, der løser det, for om muligt ved denne Løshed at fængsle mig end stærkere, ligesom de flagrende Lokker fængsle mere end de opbundne. Dersom jeg hævede Forlovelsen, saa vilde jeg gaae glip af dette erotiske Saltomortale, der er saa forførerisk at see paa og et saa sikkert Tegn paa hendes Sjæls Dristighed. Dette er mig Hovedsagen. Dertil kommer, at den hele Begivenhed vilde skaffe mig en Deel ubehagelige Følger med Hensyn til andre Mennesker. Jeg vilde blive ilde lidt, forhadt, afskyet, skjøndt med Urette; thi hvor fordeelagtigt vilde det ikke være for Mange? Der er mangen lille Jomfru, som, i Mangel af at være forlovet, dog altid vilde være ret tilfreds med at have været ganske nær derved. Det er dog altid Noget, om end, naar jeg skal være oprigtig, saare Lidet, thi naar man saaledes har puffet sig frem for at faae Plads paa Exspectance-Listen, saa er man netop uden Exspectance; jo høiere man rykker op, jo længere man rykker frem, desto mindre Exspectance. I Kjærlighedens Verden gjælder ikke Anciennetetsprincipet med Hensyn til Avancement og Befordring. Dertil kommer, saadan en lille Jomfru er kjed af at hensidde i uskiftet Bo, hun trænger til,