435
hvilken jeg igaar havde beskjæftiget hende, idet jeg atter søgte at bringe hende i Extase. „Der var en Bemærkning, jeg allerede igaar vilde have gjort; da jeg var gaaet, faldt det mig ind!” Det lykkedes. Saalænge jeg er hos hende, finder hun Nydelse i at høre paa mig; naar jeg er gaaet, mærker hun vel, at hun er bedragen, at jeg er forandret. Paa den Maade trækker man sine Aktier ud. Denne Maade er underfundig, men saare hensigtsmæssig, som alle indirekte Methoder. Hun kan godt forklare sig, at noget Saadant, som det, hvorom jeg taler, kan beskjæftige mig, ja det interesserer hende selv i Øieblikket, og dog bedrager jeg hende for det egentlige Erotiske.
Oderint, dum metuant, som om kun Frygt og Had hørte
sammen, medens Frygt og Kjærlighed slet Intet havde med
hinanden at gjøre, som om det ikke var Frygt, der gjorde
Kjærlighed interessant? Hvad er det for en Kjærlighed, med
hvilken vi omfatte Naturen, er der ikke en hemmelighedsfuld
Angst og Gru i den, fordi dennes skjønne Harmoni arbeider
sig frem af Lovløshed og vild Forvirring, dens Tryghed af
Troløshed. Men netop denne Angst fængsler mest.
Saaledes ogsaa med Kjærligheden, naar den skal være interessant.
Bagved den bør der ruge den dybe, angstfulde Nat, hvoraf
Kjærlighedens Blomst springer frem. Saaledes hviler nymphæa
alba med sit Bæger paa Vandets Overflade, medens Tanken
ængstes ved at styrte sig ned i det dybe Mørke, hvor den har
sin Rod. — Jeg har lagt Mærke til, hun kalder mig altid:
min, naar hun skriver mig til; men hun har ikke Mod til at
sige det til mig. Idag bad jeg hende selv derom, saa insinuant
og erotisk varmt som muligt. Hun begyndte derpaa; et ironisk
Blik, kortere og hurtigere end det lader sig sige, var nok til
at gjøre det umuligt for hende, uagtet min Læbe af al Magt
tilskyndede hende. Denne Stemning er normal.
Hun er min. Det betroer jeg ikke Stjernerne, som Skik
og Brug er, jeg seer egentlig ikke hvad denne Efterretning kan
beskjæftige hine fjerne Kloder. Heller ikke betroer jeg den til