431
Jeg er hende da behjælpelig. Det er som hvis der bagved et Menneske, der med usikker Haand henkastede enkelte Træk til en Tegning, stod en Anden, der bestandig bragte noget Dristigt og Afrundet ud deraf. Hun overraskes selv, og dog er det som tilhørte det hende. Derfor vaager jeg over hende, over enhver tilfældig Yttring, ethvert løst henkastet Ord, og idet jeg giver hende det tilbage, er det altid blevet noget Betydeligere, som hun baade kjender og ikke kjender.
Idag vare vi i Selskab. Vi havde ikke vexlet et Ord
sammen. Man stod fra Bordet; da kom Tjeneren ind og
meldte Cordelia, at der var et Bud, der ønskede at tale med
hende. Dette Bud var fra mig, bragte et Brev, som
indeholdt Hentydninger paa en Yttring, der var fremsat af mig
over Bordet. Jeg havde vidst at faae det indblandet i den
almindelige Bordconversation saaledes, at Cordelia, skjøndt
hun sad langt borte fra mig, nødvendigviis maatte høre det,
og misforstaae det. Herpaa var Brevet beregnet. Var det
ikke lykkedes mig at give Bordconversationen den Retning, saa
havde jeg selv været tilstede til den bestemte Tid for at
confiskere Brevet. Hun kom ind igjen, hun maatte lyve lidt.
Sligt consoliderer den erotiske Hemmelighedsfuldhed, uden
hvilken hun ikke kan gaae den Vei, der er hende anviist.
- Min Cordelia!
Troer Du, at Den, der lægger sit Hoved til Elverhøi, i Drømme seer Elverpigens Billede? jeg veed det ikke; men det veed jeg, naar jeg hviler mit Hoved ved Dit Bryst, og da ikke lukker mit Øie, men skuer ud over det, da seer jeg en Engels Aasyn. Troer Du, at Den, der helder sit Hoved til Elverhøi, ikke kan ligge rolig? jeg troer det ikke; men jeg veed, at naar mit Hoved bøier sig til Din Barm, da bevæges det for stærkt til at Søvnen kan nedlade sig paa mit Øie.
