430
og at Samtalen dog egentlig ansees for en Hvile fra den erotiske Gjerning, en Tidsfordriv, ikke for det Høieste. En saadan Samtalen, en saadan confabulatio, er i sit Væsen ganske guddommelig, og jeg kan aldrig blive kjed af at samtale med en ung Pige. Det vil da sige, jeg kan blive kjed af den enkelte unge Pige, men aldrig af at samtale med en ung Pige. Det er for mig ligesaa stor en Umulighed som at blive træt af at aande. Det, der egentlig er det Eiendommelige ved en saadan Samtalen, er Conversationens vegetative Blomstren. Samtalen holder sig ved Jorden, har ingen egentlig Gjenstand, Tilfældigheden er Loven for dens Bevægelser — men Tusindfryd Navnet paa den selv og dens Frembringelser.
- Min Cordelia!
„Min — Din” disse Ord omslutte som en Parenthes mine Breves fattige Indhold. Har Du lagt Mærke til, at Afstanden mellem dens Arme bliver kortere? O, min Cordelia! Det er dog skjønt, jo indholdsløsere Parenthesen bliver, desto betydningsfuldere bliver den.
- Min Cordelia!
Er en Omfavnelse en Strid?
I Almindelighed forholder Cordelia sig taus. Det har
altid været mig kjært. Hun er for dyb en qvindelig Natur
til at plage En med Hiatus, en Talefigur, der især er
Qvinden eiendommelig, og som er uundgaaelig, naar Manden, der
skal danne den forudgaaende eller efterfølgende begrændsende
Consonant, er ligesaa qvindelig. Stundom forraader
imidlertid en enkelt kort Yttring, hvor Meget der boer i hende.
