429
- Min Cordelia!
Latineren siger om en opmærksom Discipel, at han hænger ved Lærerens Mund. For Kjærligheden er Alt Billede, til Gjengjæld er Billedet igjen Virkelighed. Er jeg ikke en flittig, en opmærksom Discipel? Men Du siger jo ikke et Ord.
Hvis en Anden end jeg ledede denne Udvikling, saa vilde
han formodentlig være for klog til at lade sig lede. Hvis jeg
vilde consulere en Indviet blandt de Forlovede, saa vilde han
vel med et høit Sving i erotisk Dristighed sige: jeg søger
forgjæves i disse Elskovens Positioner den Klangfigur, hvor de
Elskende samtale om Deres Kjærlighed. Jeg vilde svare: Det
glæder mig, at Du søger den forgjæves; thi den Figur hører
slet ikke hjemme i den egentlige Erotiks Omfang, end ikke naar
man drager det Interessante ind med. Elskoven er altfor
substantiel til at lade sig nøie med Snak; de erotiske Situationer
altfor betydningsfulde til at udfyldes med Snak. De ere tause,
stille, i bestemte Omrids, og dog veltalende ligesom
Memnons-Støttens Musik. Eros gestikulerer, taler ikke; eller forsaavidt
han gjør det, er det en gaadefuld Antyden, en billedlig Musik.
De erotiske Situationer ere altid enten plastiske eller maleriske;
men det at To tale sammen om deres Kjærlighed, er hverken
plastisk eller malerisk. De solide Forlovede begynde imidlertid
stedse med slig Passiar, der da ogsaa bliver den
sammenholdende Traad i deres snaksomme Ægtestand. Denne Passiar
er tillige Initiativet til Forjættelsen om, at deres Ægteskab
ikke vil mangle den Medgift, Ovid omtaler: dos est uxoria
lites. — Naar der skal tales, er det ogsaa nok, at Een taler.
Manden skal tale, og derfor være i Besiddelse af nogle af de
Kræfter, der vare i det Bælte, hvormed Venus bedaarede:
Samtalen og det søde Smigreri, det vil sige, det insinuante. —
Det følger ingenlunde, at Eros er stum, eller at det skulde være
erotisk urigtigt at samtale, kun at Samtalen selv er erotisk, ikke
fortabt i opbyggelige Betragtninger om Livs-Udsigter o. s. v.,
